Den åndelige proces, der gav Martinus udødelighedsbevidsthed, og som er selve forudsætningen for at kunne skrive Det Tredie Testamente, beskrives af ham selv på følgende måde:
“Den ‘Guds ånd’, som ‘svævede over vandene’, den ‘ild’, der ‘brændte i tornebusken’ for Moses, den ‘ild’, der førte Elias til himmels, den ‘ild’, i hvilken Jesus blev ‘forklaret’ på bjerget, den ‘ild’, der viste sig over apostlenes hoveder, og senere skabte Saulus om til Paulus på vejen til Damaskus, den ‘ild’, der gennem alle tider har været ‘alfa’ og ‘omega’ i enhver form for højeste skabelse, manifestation eller åbenbaring, flammede her foran mine egne øjne, vibrerede i mit eget bryst, i mit eget hjerte og indhyllede mit hele væsen ... Jeg ligesom hvilede ved den almægtige Guddoms bryst. Jeg dvælede i alkærlighedens udspring, så den guddommelige fuldkommenhed, jeg var et med vejen, sandheden og livet, var ét med den store Fader.
Med hensyn til nærmere redegørelse for åbenbaring, den hellige ånd eller indvielse må jeg henvise til mit påbegyndte værk ‘Livets Bog’. Her skal jeg blot nævne, at en sådan ophøjet begivenhed altid er en personlig oplevelse, helt og holdent kun beregnet på det væsen, i hvem den finder sted, og kan naturligvis aldrig blive en direkte kendsgerning for andre end det væsen, den overskygger."
"De åndelige visioner, jeg har haft, betyder således i sig selv intet, hvis ikke de havde efterladt synlige og for iagttagelsesevnen tilgængelige virkninger.
Det, der bliver det fundamentale for læserne, er altså ikke selve de åndelige oplevelser, jeg har haft, men de virkninger, de har skabt, thi disse kan nemlig mere eller mindre efterforskes af ethvert dertil moralsk egnet, upartisk og frigjort menneske. Disse virkninger udgør min samlede manifestation: Skabelsen af en virkelig matematisk verdensanalyse, en absolut urokkelig åndsvidenskab og den herpå hvilende begyndende tilblivelse af en ny mentalitet, en ny kultur, i hvilken livets sande forståelse, dets hårfine kærlighedslove og kulminerende verdenslogik og endelige facit ‘alt er såre godt’ fra at være utopier overgår til at være virkeligt liv, håndgribelige kendsgerninger, tilgængelige for ethvert i forstand og følelse dertil udviklet eller modnet menneske.”
Følgende ord blev skrevet i hans livsaften, da det samlede værk var færdigt og det eneste, der stod tilbage var at præsentere det for offentligheden under dets rette navn: Det Tredie Testamente.
“Hvad er ‘Talsmanden den hellige ånd’? – Det er absolut ikke en person, en ny Kristus, som skulle komme og være et mellemled mellem Guddommen og menneskene. Det er en videnskab om verdensaltet og dermed om Gud. Det må være en nedskrivning af løsningen på verdensaltets mysterium. Det er altså 'en bog', som menneskene kan læse i, ligesom de kan læse i Bibelen.
Denne af Kristus bebudede ‘Talsmanden den hellige ånd, som Faderen skulle sende’, er altså en ‘livets’ eller en ‘kundskabens bog’, der ville blive manifesteret for menneskeheden.
Men en virkelig sandhedens bog om Guddommen og verdensaltet kan kun udgøre fortsættelsen af den af Kristus for snart to tusinde år siden påbegyndte kosmiske verdenskultur, under begrebet ‘kristendom’. Det måtte være en bog, der kunne danne intellektuel og ikke dogmatisk skole eller læreanstalt i kristendom. Det måtte være en bog, der viste den færdige kristne verdenskultur i fysisk såvel som i åndelig manifestation. Det måtte være en bog, der gennemlyste kulminationen af mørket såvel som af lyset og den heraf bestående livsfunktion i verdensaltet – væsenernes udødelighed.
Det måtte være en bog, der viste uendeligheden og evigheden og de heraf affødte levende livsfunktioner i form af tid og rum, og hvis topfacitter er ‘alvidenheden’ og ‘almægtigheden’, hvis fuldkomne samarbejde udgør ‘alkærligheden’ og dermed er det samme som det evigt levende i de levende væsener. Vi er her kommet til verdensaltets ‘faste punkt’ og dets ophav ‘Livets Fader’, den absolut eneste ene altgennemstrålende evige Guddom.
En sådan bog kan ikke undgå at indeholde ‘det meget’, Kristus havde at fortælle menneskeheden; men som Gud ville give kommende slægter senere hen. En sådan bog kan ikke undgå at være ‘Talsmanden den hellige ånd’. På grund af dens fundamentale underbyggelse af kristendommen og i kraft af dens slægtskab med Bibelens to testamenter vil den retmæssigt være at udtrykke som ‘Det Tredie Testamente’. Nævnte ‘Tredie Testamente’ er altså en visdommens eller kundskabens bog. Den viser os ‘alkærlighedens’ evige strålevæld. Den peger på det ‘billede af Gud’, i hvilket alle levende fysiske væsener igennem reinkarnation eller genfødelse er i færd med at blive skabt.
Her i ‘Det Tredie Testamente’ ses alle ufærdige væsener, hvilket vil sige ‘fysiske væsener’, dyr såvel som mennesker, at være på samme vej, en vej, der urokkeligt fører imod ‘kosmisk bevidsthed’ og dermed til oplevelsen af verdensaltets guldglorie, det gyldne lys, det evigt levende i de levende væsener og dermed til ‘kristusbevidsthed’ og at være ‘et med Gud’. Kristus var jo modellen for skabelsen af Guds bevidsthed i mennesket. Sagde Kristus ikke netop: ‘Mig er givet al magt i himmelen og på jorden’? (Matt 28: 18)
Hvordan skulle han ellers kunne være i ‘Guds billede’ uden denne kapacitet? Og hvordan skulle noget andet væsen kunne blive skabt i det samme billede, uden at det måtte fore til den samme kapacitet? ‘Talsmanden den hellige ånd’ er således i form af nærværende ‘Tredie Testamente’ en fortsættelse af kristusforkyndelsen. Den er en fortsættelse af forkyndelsen af det evige lys fra ‘stjernen i Bethlehem’. I dette evige lys åbenbares her for verden løsningen på livets største principper og dermed kristendommens urokkelige fundament, lykkens og salighedens livsfundament.”
© 1981 Martinus Institut